Jerry nåede 744 km i Melfar 24 CC
Jerry lavede endnu en fantom præstation til året Melfar 24 timers landevejsløb, og nåede med 744 km lidt længere ud end da han vandt løbet sidste år. Desværre betød et par fejldisponeringer undervejs, problemer med knæet tidligt i løbet og ikke mindst nogle særdeles godt kørende konkurrenter, at 4 andre ryttere i løbet af natten røg forbi Team CyclingShop.dk’s super sejtrækker.
Målet var ellers klart: At forsvare sidste års 1. plads. Men på trods af at Jerry inden løbet følte sig i absolut topform og havde forberedt sig grundigt, så kørte alt ikke optimalt på dagen. Allerede på 4. omgang på den 58 km lange og forblæste dagrute fik Jerry kramper, og valgte på et tidspunkt ikke at følge gruppen med de førende ryttere ud på sidste omgang på dagruten, men i stedet vente 15-20 minutter på åbningen af natruten. Det viste sig at være en fejldisponering, og Jerry fik aldrig rigtig kontakt igen med de 4 forreste ryttere.
En lille Team CyclingShop.dk delegation af hjælpere bestående af Karsten, Kim og Egon forsøgte ellers ihærdigt på ruten såvel som i depotet at assistere og holde gejsten op hos Jerry gennem de 24 timer. Desværre var det bare ikke helt nok i år.
Der er vist revanche til gode i 2010 udgaven af Melfar 24 Hour Cycling Challenge!
Vinder blev i stedet sidste års 2′er Henning Larsen fra Kvik Bike Team foran Michael Duelund Christensen (OGIF) – begge kørte rekorddistancen 767 km.
Se resultater, reportager, fotos m.m. på Melfar 24 CC’s hjemmeside – klik her






