Fin opstart i Ullerød
Med Michael på en flot 2. plads og Jacob og Karsten i hhv. 5. og 6. bedste tid var Team CyclingShop.dk’s holdindsats næsten ved at bære frugt i et relativt stærkt besat felt i Ullerødløbet. Vi var ikke helt i stand til at gentage sidste års imponerende resultat (med 7 ryttere blandt de første 10 i mål), og det skyldes nok at en række stærke ryttere fra andre klubber havde sørget for at starte samtidig som Team CS. Når der startes i startgrupper med 50 ryttere i hver, er det nemlig ret afgørende hvilken gruppe du kører med…
Team CyclingShop.dk startede – som sidste år – i den 5. og sidste startgruppe. Udover 13 Team CS folk var der stærke ryttere fra bl.a. Hillerød CC, CC Kronborg og JC cykelklub. Efter at det “grønne tog” i stort omfang havde trukket feltet og efter en del tidlige udbrudsforsøg, lykkedes det efter ca. 45 km for Karsten, Michael og Jacob samt 4 andre ryttere at etablere det der skulle vise sig at være det afgørende udbrud. De øvrige Team CS’ere fik bakket godt af i feltet og alle udbrudsforsøg blev effektivt neutraliseret og farten sænket.
I front fik de 7 udbrydere hurtigt et solidt forspring, og de 3 grønne stod for de fleste initiativer. De øvrige deltagere i udbruddet var dog stærke og kvikke nok til at forhindre alle vores forsøg på at stikke af. Gruppen kom samlet i mål og her var det Jon Fuglsang fra Johnny Cash Cykelklub der kom først over stregen foran Michael.
Top 10 i Ullerødløbet 2010 (110 km):
| 1 | 2:50:37 | Jon Fuglsang -1978 | Johnny Cash CK | |
| 2 | 2:50:38 | Mikael Larsen | Cyclingshop.dk | |
| 3 | 2:50:39 | Stefan Knudsen -1973 | CC Hillerød | |
| 4 | 2:50:40 | Peter Møller -1967 | CK Kronborg | |
| 5 | 2:50:42 | Jacob Wulff | Cyclingshop.dk | |
| 6 | 2:50:43 | Karsten Hoffmann | Cyclingshop.dk | |
| 7 | 2:50:45 | Mikael Lund -1964 | CK Kronborg | |
| 8 | 2:50:47 | Thomas Liebmann -1969 | CC Hillerød | |
| 9 | 2:50:54 | Lasse Brun Pedersen | HMTBK | |
| 10 | 2:50:55 | René Veløe -1965 | TMM |
Trods de mere beskedne placeringer i år sammenlignet med sidste år, var der dog brede smil i mål og alle Team CS’ere fik nogle gode træningskilometer i bogen efter en tur rundt i nordsjælland på en smuk – lidt kold – forårsdag. CC Hillerød gjorde det som sædvanlig godt i arrangørrollen, selvom de i år ikke havde kunnet mønstre folk til at vise vej ude på ruten - men det gik såmænd alligevel. Vi ses til åbningsbal i Hillerød igen til næste år ;o)
Læs mere om Ullerødløbet, se flere resultater og billeder:
http://www.cchillerod.dk/ullerod/forside.html
* * * * *






